Metal Royale søger nye bestyrelsesmedlemmer
Flere bestyrelsesmedlemmer stopper, og det giver plads til nye kræfter. Vi søger derfor nu nogle der har lyst til at være med til at forme det Aarhusianske musikmiljø, især igennem den anerkendte festival Royal Metal Fest.
Foreningen er organiseret sådan, at bestyrelsesmedlemmerne er den primære arbejdsgruppe, der står for planlægning og afvikling af Royal Metal Fest.
Generalforsamling afholdes torsdag d. 11. juni 2020 kl. 19:30 på Voxhall i Aarhus.
Hvad søger vi?
Vi søger personer som har interesse for og gerne erfaring med:
- PR-arbejde – især på sociale medier, nyhedsbreve osv.
- Booking af bands og koncertproduktion
- Grafikproduktion – Photoshop, Illustrator eller lignende
- Administration – Budget og regnskab
- Sponsorstøtte – finde ny relevante samarbejdspartnere
- Fundraising – ansøgningsskrivning
Metal Royale har brug for personer som kan fortsætte udviklingen af festivalens kunstneriske profil og stå for kommunikation og markedsføring. Vi skal også brug folk som kan arbejde med grafiske opgaver, som understøtte PR-strategien og vores visuelle udtryk. Og så søger vi personer som kan arbejde med at søge støtte ved private og offentlige puljer og fonde. Har du erfaring med at arrangere koncerter og/eller lignende er det kun et plus!
Bestyrelsesarbejdet er ulønnet, da vi alle er frivillige.
Hvem er du?
Du skal have lyst til at forme Danmarks fedeste ekstrem-metalfestival! Din alder, job, uddannelse og fritidsbeskæftigelse er lidt underordnet for os. Du skal forvente at arbejde med forskellige festivalrelaterede opgaver mindst et par timer om ugen året rundt. Og en del mere i månederne op til festivalens afholdelse i april.
Vi forventer at du kan arbejde forholdsvis selvstændigt med nogle af opgaverne, mens vi vil samarbejde om mange andre emner.
Det er en fordel hvis du bor i Aarhus eller den umiddelbare nærhed.
RMF21 bliver en god ‘begynder-festival’, hvis du ikke har arrangør-erfaring i forvejen. Der er forhandlet aftaler på plads med de primære internationale headliners og fundraisingen er allerede i hus, idet støtten til dette års aflyste festival fra både Aarhus Kommune og Statens Kunstfond overgår til 2021. De afgående bestyrelsesmedlemmer står desuden alle klar til at hjælpe med overdragelsen af opgaver.
Hvem er vi?
Metal Royale er en forening af frivillige, med formålet at udbrede metalmusikken i det danske kulturlandskab. Vi har siden 2008 år arrangeret festivalen Royal Metal Fest – som ligger i april – samt en masse andre arrangementer hvor danske og udenlandske bands er blevet præsenteret.
Vi har en organisation der er meget demokratisk, og ingen skal føle sig i baggrunden. Der er plads til at diskutere hvorfor vi skal gøre det ene frem for det andet. Samtidig er der plads til udvikling, da vi hurtigt kan lave en ændring i nogle koncepter.
Vil du vide mere?
Har vi fanget din interesse, så kan du kontakte formanden – David Bennike Davidian på info@metalroyale.dk eller +45 60636728
Hvordan kommer du i betragtning?
Torsdag d. 11. Juni 2020 kl. 19:30 afholder vi generalforsamling på Voxhall i Aarhus.
Her vil generalforsamlingen ved afstemning afgøre, om du kommer i bestyrelsen. Meld gerne dit kandidatur inden generalforsamlingen, så vi kan lære dig lidt bedre at kende. Send en mail med et par linjer om dig selv og hvorfor du gerne vil være med til at skabe Royal Metal Fest til info@metalroyale.dk. Er du forhindret i at deltage på aftenen kan du opstille ved at sende en mail til info@metalroyale.dk, hvor du beskriver hvem du er, hvorfor du gerne vil stille op til bestyrelsen, samt hvad dine kvalifikationer er.