Interview: Ethereal Kingdoms – En forestilling, der peger ind i fremtiden

Af Pernille Randrup Pedersen

Makabre special effects og fysisk fremstillede spøgelseshistorier er i vente, når Ethereal Kingdoms på RMF 2019 begynder det, de håber, bliver en lang række meget anderledes koncertoplevelser.

Når Radar åbner op den 6. april på Royal Metal Fest 2019, kan man få en eventyrlig start på lørdagen.

”Det er ikke en koncert, men det er heller ikke en musical, og det er ikke teater. Det er noget andet, hvor vi tænker scenisk. En forestilling. Et show. ”

Uanset hvad det præcis er, bliver det en menneskeskabt realisering af de spøgelseshistorier, Ethereal Kingdoms har fremstillet til det kommende album, som udgives på Mighty Music. Det fortæller vokalist Sofia Schmidt og guitarist Christian Rasmussen.

”Vi går all in på opsætning og beretning, og vi glæder os,” er de to bandmedlemmer enige om. Der i øvrigt lover special effects, men ikke vil ud med, hvad det præcist indebærer.

”Vi kan sige så meget, at det er noget makabert til at opbygge atmosfære,” lyder det hemmelighedsfuldt.

Udvalgt band

Tidligere i år udbød Metal Royale i samarbejde med Dansk Musikerforbund og Dansk Artistforbund en koncert til et band, som ville gøre noget ekstra ud af deres optræden. Bands kunne sende deres bud på en anderledes sceneoptræden ind – og Ethereal Kingdoms’ ambitiøse forslag blev udvalgt.

”Vi så, I havde lagt den specielle showplads ud, og vi havde faktisk tænkt over at lave dette noget tid,” forklarer Sofia.

”Ethereal Kingdoms handler netop om at eksperimentere mellem show og metal, vi bevæger os i et krydsfelt mellem de to. I det hele taget arbejder vi meget med ideen om skift. Balancen mellem det grimme og det smukke. Det er ikke bare fee’ døø’ – nej, vi tager en violin, og
smadrer den! Ødelægger det fine.”

Musikalsk fremgår skiftene på alle planer. ”Vokalteknisk går jeg fra growl til opera, instrumentalt afløses aggressive guitarriffs af en følersolo. På samme måde understøtter vores performance skiftene i musikken, så der er en direkte sammenhæng.”

Professionelt setup

Derfor var det ikke svært at tænke videre, og finde på konkrete elementer til en koncert; Også fordi, der i bandet og dets netværk, er mange både teknisk og kunstnerisk uddannede og interesserede fra teater- og sceneverdenen at samarbejde med, forklarer Christian:

”Det lydtekniske står jeg for. Hvor lydene kommer fra, og hvordan de skal virke. Til at hjælpe med det, har jeg to ingeniørstuderende, vores trommeslager Jon, og Sofias lillebror, som også er vores roadie.”

Fra Den Danske Scenekunstskole hjælper Lukas Rosgaard til som regissør.

”Han har det sidste ord, og sørger for, at alt spiller. Lukas er også en konsulent for os, til at sige, hvornår hvilke elementer præsenterer sig bedre – og så er han realistisk med midler. Han siger >Stop. Gør det her i stedet<, og er vel egentlig vores voksne,” lyder det fra instruktørerne, som er de roller, Christian og Sofia har, udover at være hovedaktører på scenen, sammen med trommeslager Jon Elmquist og bassist Jakob Holm.

Og de får selskab af dansere, der agerer skabninger fra det hinsides.

”Danserne kropsliggør spøgelser, og har blandt andet til opgave at skræmme nogle publikummer.”

Der vil også være et tremandskor på scenen.

”Det er et herrekor, og det bliver en levende kulisse, som interagerer med den resterende del – og så er det så meget mere levende med stærke røster, end et backingtrack,” siger Christian.

”En af korsangerne er kontratenor, altså en, der synger samme toner som en alt. Det bliver i sig selv fedt at have med,” supplerer Sofia.

Ethereal Kingdoms’ faste illustrator, Anna Holm, som er en af de første til at høre nye sange, så hun kan give melodierne en visuel side, er også en del af holdet bag koncerten på Royal Metal Fest 2019.

”Vi eksperimenterer med videobackdrops blandt andet,” fortæller Christian, ”Og til at hjælpe med grafikken, kommer Møls lysmand, Martin Rasmussen, ind over.”

Planerne er lagt

Indtil videre har bandet holdt enkeltprøver med de forskellige medspillere, men op til lørdag den 6. april, afholder hele holdet en række fællesprøver, hvor de spiller showet igennem på et opmålt område, der svarer til scenen på Radar.

Og Ethereal Kingdoms’ to bagmænd nyder processen.

”Det bliver rigtig fedt at have noget at henvise til, idet albummet endnu ikke er udkommet,” erklærer Christian, der glæder sig til fremtiden med interessante kommende shows.

”Det her er kun begyndelsen, og det bliver sjovere og sjovere. Det hele er gået så sindssygt fucking stærkt, fra vores hjemmelavede kælder-EP til at skulle spille med Candlemass og Wintersun. ’Tænk hurtigt’ har vist sig at være nøgleordene for Ethereal Kingdoms.”

Takket være Christian, kom karrieren på skinner endnu før det egentlig var planlagt.

”Jeg sendte vores første single til Blastbeasts Søren Weiss ude Sofias samtykke, og før vi var helt overens med, at den var færdig; Men Søren var happy.”

Sofia synes efterhånden, at det er okay – og begge foretrækker at kigge fremad.

”Vi vil gerne lave mere af sådan noget her, lave ekstraordinære optrædener. Større og vildere og noget særligt. Vi vil hellere lave færre shows og så gøre mere ud af det,” er meldingen.

Og begyndelsen til alt det, finder så altså sted på Radar om lidt over en uge.

”Vi glæder os til at komme tilbage til Aarhus,” jubler Sofia og Christian.

”Kom og se os. Det bliver fedt!”

Ethereal Kingdoms spiller lørdag kl. 17.00 på Radar

⬛ INFO➡️ www.metalroyale.dk

⬛ EVENT➡️ facebook.com/events/156258065214054/

⬛ BILLET➡️ bit.ly/RMF19billet

⬛ SPOTIFY➡️ bit.ly/RMF19playlist