Interview: Impalers giver næstsidste show på RMF ’19

Saft, kraft og måske også en anelse uafværgelig vemod – sådan lyder profetien for april fra bandet selv.

Af Pernille Randrup Pedersen

Søren Crawack, Impalers’ vokalist og primus motor, er til temposkift, nærvær – og nul stilstand. Det kendetegner thrashmetalbandets optræden, hvor alle har fokus på stemningen og hinanden frem for at kigge ned på eget instrument; Og det påvirker forsangerens, og nu også resten af bandets, tilværelse i det hele taget. For der er nye ting i vente for alle fire medlemmer.

”Royal Metal Fest bliver vores næstsidste job, og så slutter vi af på Beta,” lyder planen fra Søren Crawack, som er mere end klar til at give alt på scenen til de sidste par gigs.

”Vi giver den hele armen hver gang, og det ændrer vi ikke på nu, selvom det nok godt kan ske, at der bliver knebet en enkelt tåre, når tonerne fra sidste sang rinder ud.”

Solidt grundlag

Bandet blev dannet i 2007, efter at Søren Crawack havde set Sodom på Wacken.

”Det var første gang, jeg var på festival, og jeg stod i pitten til koncerten, og havde kun én tanke i hovedet bagefter: Sådan noget musik vil jeg spille resten af mit liv.”

Trommeslager Rasmus Kjær kom med i 2009 og det var heromkring, at Impalers fandt sit særkende.

”Det tog lidt tid, før vi fattede fidusen, og vi fik arbejdet os hen mod den lyd, vi har nu.”

I løbet af de efterfølgende 5-6 år kom den endelige bandkonstellation på plads – og alle blev mere end bare spillet godt sammen. Der opstod et sjældent set godt samarbejde; Et team så velfungerende, at medlemmerne lovede hinanden, at hvis bare én ikke ville mere, så var det slut med Impalers.

Mindre thrash, mere punk

Sådan har det imidlertid båret henad de senere år for Søren Crawack.

”Jeg har skrevet på materiale til et andet projekt i nogle år. Det er stadig hårdt og hurtigt, men det er mindre thrash, mindre heavy, og mere henad noget hardcore punk.”

Ildsjælen tager Rasmus Kjær og bassist Kenneth Frandsen med sig i det nye orkester, som kommer til at hedde Archangel.

”Vi deler næsten 100 procent samme musiksmag, så genreskiftet kommer ikke til at volde nogen problemer,” mener Søren Crawack, der glæder sig til at koncentrere sig helt og holdent om projektet.

”Jeg brister snart af spænding for at komme ud med det nye. Forhåbentlig sker det omkring Halloween.”

Guitarist Thomas Carnell har i øjeblikket nok at se til med sin anden tjans som lyddesigner, og idet Impalers kun har aftalt, at de holder pause, kan det hænde, at vi får dem at se igen engang i fremtiden.

Flyvende afslutning

Indtil videre er det dog ikke så sandsynligt – så Søren Crawak opfordrer kraftigt til at komme forbi RMF19 for at nyde en omgang hårdtslående svanesang.

”Vi har lavet et morderisk sæt til Royal Metal Fest,” lyder det fra den energiske forsanger.

”Det skal mærkes, at det her er noget, jeg har brugt hele mit voksne liv på, og det har ikke været nemt at sige, at Impalers ikke skal være til mere.

Så folk bliver nok blæst godt og grundigt bagover,” spår Søren Crawack.◼️


Impalers lukker ballet FREDAG NAT på Royal Metal Fest 2019!