ORM laver show til alle sanserne

Royal metal Fests produktionspulje støtter i år et ekstravagant show med ORM, som planlægger en sansefyldt oplevelse for publikum på Royal Metal Fest.

Ord: Pernille Randrup Pedersen

”Vi vil gerne invitere ind i et univers, der ikke har eksisteret før.” Så lovende lyder det fra Troels C. Nielsen, bassist i ORM.

”Vi har taget kontakt til en masse dygtige folk, som skal være med til at få en helhedsoplevelse frem,” fortsætter han. Og begrundelsen er såmænd simpel nok:

”Det er noget, vi har ønsket i lang tid. Vi har savnet at oppe produktionen live, og nu får vi muligheden for at gøre det.”

Et anderledes album
Helt specifikt har bandet ønsket sig en sådan chance, siden de sidste år udgav ORM albummet Ir.

Efterfølgende kom en overvældende respons fra enormt mange mennesker, der fandt pladen rørende og som en stor hjælp.

Ir blev først og fremmest til, da guitarist og vokalist Simon Andersen oplevede et selvmord i sin familie. Det bearbejdede ORM sammen på fødeøen Bornholm, og gav dem en stor del af de tekster, der nu er på albummet.

Samtidig gik bandet i dybden med at finde ny viden om de lokale myter om naturens underjordiske væsner. Det gav endnu mere gods til musikskrivningen:
”Det lå en masse inspiration, da vi begyndte at undersøge spændingsfeltet mellem virkelighed og overtro,” fortæller Troels C. Nielsen.

Resultatet blev en noget anderledes udgivelse, end hvad bandmedlemmerne ellers havde begået. Og især modtagelsen af Ir, var ukendt territorium.

”Vi har jo ellers spillet sammen i mange, mange, mange år, også før ORM. Men med denne plade, er tingene virkelig vendt. Folk henvender sig til os og fortæller om fuldstændig andre iagttagelser og følelser, end hvad vi har hørt før. Vi er blevet meget mere opmærksomme på, hvad musikken kan.”

Midlerne til mere
Og det er netop fordi, at de mange tilbagemeldinger på Ir har gjort alle i ORM klar over, hvor stærk en påvirkning musik kan have, at bandet nu vælger at gå endnu længere med pladen.

”Vi spiller numrene fra Ir fra A til Z på Royal Metal Fest, men vi lægger en masse ekstra lag på. Vi vil gerne prøve at se, om musikken kan have en ligeså god effekt live, som den har haft for folk i krise derhjemme. Og det gør vi både ved at udbygge og eksperimentere.”

Der er plads til begge dele med det tilskud til koncerten på RMF20. Sidste år støttede produktionspuljen, der er skabt med midler fra Dansk Musikerforbund og Dansk Artistforbund, Ethereal Kingdoms, og i år er valget landet på ORM. Og det tager blackmetallerne alvorligt.

”Det bliver IKKE en fest. Vi er IKKE kommet for at smadre hele lortet. Vi vil give folk mulighed for at zone helt ind, for at lytte og sanse sig gennem en totaloplevelse. Det bliver en genskabelse af, hvordan det mærkes, når man lytter til pladen, bare meget mere fyldigt.”

En udveksling
ORM har masser af koncerter i kalenderen frem til april, hvor det går ned på Royal metal Fest – så de er skarpe og samtidigt ekstra tændte, når de spiller lørdag aften på Voxhall.

Men først og fremmest bliver fremførelsen af Ir på Royal Metal Fest 2020 en returnering af den store påskønnelse af albummet.

”Det er vildt, når den musik, man laver, kan berøre nogens liv, være en støtte for nogen,” siger Troels C. Nielsen.
”Så vil man gerne gøre mere.”

Det er derfor, bandet ser ekstra meget frem til showet. For at fortsætte den positive udveksling med lytterne. Og koncertens essens kan i sidste ende koges ned til følgende, enkle sætning:

“Egentlig – vil vi bare gerne sige tak.”

Royal Metal Fests produktionspulje er realiseret med støtte fra Dansk Musikerforbund og Dansk Artistforbund. Tak! 🖤