Med idéen om at skabe dødsmetal af den helt mørke og dystre skuffe, har danske Temple of Scorn, som i øvrigt består af både nye, men også allerede meget erfarne kræfter, skabt noget unikt. På bandets debut-EP bliver man som lytter på fornem vis præsenteret for en flot komponering, samt et lyrisk tema af høj kvalitet. Bandet er stadigvæk meget ungt, men, som nævnt tidligere, yderst rig på erfaring. Erfaringen har de enkelte medlemmer fra Horned Almighty, Invocator, Exmortem, Baest, Dawn of Demise, The Arcane Order og Sylvatica. Man kan vel fristes til at sige, at det er en dansk super-gruppe vi her har med at gøre. I kan med stor garanti glæde jer til at se bandet optræde, når de rammer Aarhus til april.