Fra de danske fjelde, nærmere betegnet bakkerne ved Skanderborg, lader Wayward Dawn en tyk tåge af østjysk dødsmetal flyde ud over landskabet. Med dyriske brøl synger Wayward Dawn om menneskelige og samfundsmæssige forfald, med en grum, primitiv og ulækker omgang dødsmetal. Bandet blev dannet i 2015, og er siden blevet en fast del af den danske metal-scene. De har varmet op for bands som Blood Red Throne, Nailed to Obscurity og Baest, hvilket ikke siger så lidt. De spiller koncerter af høj kaliber, og er kendt for deres hyper-energiske liveshows og interageren med publikum. I kan derfor forvente et brag af en koncert, når Aarhus får en smag af skanderborgensisk dødsmetal!