Lamentaris popularitet er strøget til tops, efter bandet udgav deres magiske og anmelderroste debut-EP ”Missa Pro Defunctis” i marts 2020; en popularitet som skyldes et ekstraordinært lydbillede af blackened dødsmetal, krydret med smukke symfoniske elementer fra de integrerede strenge og blæsere, som sammenlagt udgør et tryllebindende ensemble. Man får lidt fornemmelsen af at stå i en mørklagt og gotisk inspireret kirke, når Lamentari står på scenen med deres orkestrale eksplosion af kirkeorgel, hårdtslående strengeinstrumenter og ondskabsfulde, dybe growls. I kan derfor forvente en koncert uden lige, når Lamentari lader deres mørke messe falde over Aarhus.