Direkte fra Aarhus’ mørke undergrund, finder vi det efterhånden veletablerede band Unseen Faith. Forbered jer på at blive rykket rundt på det fugtige humlebelagte gulv, når denne kvintet blæser deres fusion af melodisk metalcore og deathcore ud af højtalerne med sådan en intensitet og fart, at du er nødt til at bevæge dig for ikke at blive blæst bagover. Der er fuld smæk på de blinkende lygter og de tonstunge guitarriffs, når Unseen Faith byder op til en omgang dødsdans.
Den 13.november 2020 udgav de deres andet fuldlængdealbum, ‘Evoke’, via en af Danmarks stærkeste metal-kollektiver, Prime Collective. Hvis bandet kan levere en lige så imponerende lyd live som på album, er der ingen tvivl om, at det er melodisk deathcore af høj international kvalitet, som vil ramme det aarhusianske publikum. Deres koncert på Royal Metal Fest har derfor en masse sprød og ny musik at byde på, som leveres med stor garanti for ondt i nakken dagen derpå! De lokale metal-helte er helt sikkert meget sultne og ivrige efter at levere en fed og mindeværdig oplevelse på deres egen hjemmebane!