Mørke svenske melodier og dansk aggressivitet!

Det er allerede tid til at offentliggøre flere navne til Royal Metal Fest 2019!

Svenske TRIBULATION spiller mørk progressiv metal, med et dragende kontrastfyldt musikalsk udtryk. Den raspende black-vocal skærer sig vej igennem de gyngende riffs og til tider storladne soli, mens den tighte rytmesektion sikrer en tung, ustoppelig fremdrift. Det seneste udspil – Down Below – har et mere råt og tørt udtryk end de seneste par stykker, men samtidig sidder man med en følelse af at der på en eller anden måde er skruet lidt op på alle parametre i forhold til tidligere: Mere mørke, mere melodi, mere ondskab, mere storladenhed. Det er tydeligt at TRIBULATION hverken er bange for at udfordre sig selv eller os der lytter!

XENOBLIGHT er et nyt dansk ekstremmetal band fra Silkeborg, karakteriseret af en intens og knusende atmosfære, der duellerer med et apatisk og melankolsk lyrisk univers. De thrash’ede passager er som en pansret mejetærsker, der lige når at pløje gennem sæsonafslutningen på The Walking Dead, inden udtrykket slår om i noget der nærmere lyder af doom eller black.

Debutpladen Procreation udkom 8. februar 2018, og året igennem har bandet for alvor fået testet materialet med både utallige danske jobs, og ikke mindst et smut sydpå til finalen i Wacken Metal Battle, hvor det blev til en fjerdeplads.

De næste navne offentliggøres allerede fredag d. 16/11… et par dage inden muligheden for at købe billige medlemsbilletter slutter.

Hvis du ikke allerede har fået dit rabat-link i nyhedsbrevet, så tilmeld dig nu, og få det med det samme. Medlemsbilletter til 495,- kan købes til og med søndag d. 18/11. Herefter er normalprisen 595,-.