ALKYMIST er en ny kraft i doom metal – en kraft, der på sin egen vis søger at bringe forandringens håb ind i en kaotisk tid. Bandet blev dannet i 2016 med intentionen om at skabe den tungest mulige musik i et progressivt og atmosfærisk univers.

 

Musikken på ALKYMISTs debutalbum kan betegnes som progressiv doom metal – en slags “art metal” som deler et åndsfællesskab med klassisk musik og 70’ernes progressive rock. Albummet viser vejen for fremtidens doom metal i kraft af deres komplekse lyd, mærkbare virtuositet og suveræne kompositoriske overblik. Musikken er knusende tung og ligeledes melodisk og fængende, men den indeholder i ligeså høj grad dynamik, pauser, teksturer og soniske eksperimenter, som skaber et på én gang sært, smukt og frygtindgydende udtryk.

 

ALKYMIST udpensler ikke al mening og intention bag deres musikalske kreationer. Musikken dikterer således ikke, hvad lytteren skal føle og tænke, men der skabes derimod et fortolkningsrum, hvor lytteren får plads til at danne sine egne billeder, stemninger og forestillinger. Man bydes således indenfor til en rejse gennem en verden af paradokser og urkræfter i et overvældende komplekst, intenst og lyrisk lydlandskab.