De svenske troldmænd fra In Mourning har siden begyndelsen af det 21. århundrede begavet fans verden over med seks albums. Senest udgav de “The Bleeding Veil” i 2021. Med dette album har bandet forsøgt at skabe en mere mørk og abstrakt lyd, som, kombineret med en imponerende sangskrivning, fede growls og en fantastisk ren stemme fra forsanger Tobias Netzell, blandt andet fortæller historier fra deres personlige og mytologiske verdener. Har I endnu ikke set dem live, kan I i Aarhus forvente et højt energiniveau, som akkompagneres af en yderst gennemført musikalsk optræden og et stort smil på læben fra alle i bandet.