Brutalt fra Frankrig!

Kan du ikke få nok af hurtig dødsmetal? Det kan vi heller ikke! Sammen med Metal & Hardcore Supporters Aarhus kan vi præsentere de franske brutale dødsmetalere Benighted!

Benighted (FR)

Pig squeels, dybe growls, blastbeats, og hurtige hænder på strenginstrumenterne er nok en passende beskrivelse af Benighted, som ikke lader lytteren være et sekund i tvivl om, at denne lige så godt kan lægge sig til at dø, før en morderisk hjemsøgelse indfinder sig. Det lyriske univers bevæger sig i patologiske problemer og børnepsykologi, hvilket jo lyder som en ganske festlig blanding! Siden 1998 har de formået at sparke otte albums på gaden, hvoraf det ene er et live-album. Det niende album udkommer 17. februar, så der er tid til at lære de nyeste dødshits inden RMF’17 bliver omdannet til et slagtehus!